Hoftenære frakturer

Hvad er en fraktur?

Et knoglebrud (en fraktur) er en tilstand, hvor knoglen udsættes for større kraft, end den kan klare og derfor skades.

Der findes flere forskellige grunde til, at man kan få et brud. De hyppigste brudtyper, har vi beskrevet herunder:

Stressbrud: De mindste brud kaldes stressbrud. Disse brud er som regel en følge af flere småskader samme sted, som mange små vrid eller ved gentagen stor belastning, som kroppen ikke er vant til. Stressbruddet ses som små revner i knoglen, og knoglen er ikke brækket over.

Forskudte og uforskudte brud: Har knoglen fået et gennemgående brud, hvor bruddet stadig passer sammen med de to ender, kalder man det for et uforskudt (udisloceret) brud. Med stigende alder får man nedsat elasticitet af knoglen, og man vil have større risiko for brud, hvor knogleenderne forskydes og ikke længere passer sammen. Dette kaldes et forskudt brud (disloceret).

Åbne brud: Ved nogle brud brækker knoglen så meget over, at de to knogleflader slet ikke passer sammen (disloceret brud). Når de to knogleender forskydes, er der risiko for, at knoglen laver skade på muskler, blodkar og nerver. I nogle tilfælde gennembrydes huden af knoglen, dette kaldes et åbent brud. Ved åbent brud er der større risiko for infektion med bakterier, og derfor skal man behandles med antibiotika med det samme.

Spontane brud: Forekommer hyppigst hos ældre og skyldes en ændret struktur i knoglen, så den ikke kan klare de samme belastninger som tidligere. Dette skyldes typisk osteoporose (tab af knoglevæv/knogleskørhed), hvor sammenfald i ryggen er hyppigt. Spontane brud kan også skyldes knoglekræft, hvor bl.a. brud i lårbensknoglerne er hyppige. [1], [2]

De almindeligste former for hoftenære frakturer er:

• Collum femoris fraktur, som er et forskudt brud. Et lårbenshals brud sker tæt på hofteleddet, oftest lige under ledhovedet (subkapitalt). Disse frakturer er almindelige blandt ældre og kan være relateret til osteoporose. Denne type brud kan forårsage en komplikation, fordi den bryder oftest afbryder blodforsyningen til hovedet på lårbenet, som danner hofteleddet. [5]

• Intertrochanteric hoftebrud. En intertrochanteric hoftebrud opstår længere væk fra hofteleddet. Denne type fraktur afbryder ikke blodforsyningen til knoglen, og kan være lettere at reparere. [6]

Symptomer på hoftenære frakturer?

• Kan ikke støtte på benet.
• Benet er drejer forkert ud til siden.
• Hofte smerter og / eller smerte, der kan mærkes i knæet.
• Smerter i lænden.
• Manglende evne til at stå eller gå.
• Blå mærker
• Hævelse
• Benet kan virke kortere end det andet. [2]

Hvor mange oplever hoftenære frakturer?

Der bliver indlagt omkring 11.000 patienter med hoftenære frakturer årligt i Danmark. Gennemsnitsalderen for patienterne er 80 år og 3/4 er kvinder. Omkring 10-20% af patienterne re-opereres inden for det første år. [4]

Hvad er årsagen til hofte frakturer?

• Et fald er den mest almindelige årsag til et hoftebrud blandt ældre.
• Hos en lille procentdel af befolkningen kan hoftefrakturer opstå spontant.
• Hoftenære frakturer blandt unge/yngre mennesker, opstår generelt efter en ulykke.

Hoftebrud er mere almindelige hos ældre mennesker, fordi knoglerne bliver tyndere og svagere, pga. calcium mangel. Knogler der er ramt af osteoporose har nemmere ved at knække, hvis en person fx falder.

Med alderen mister kvinder 30-50 % af deres knogletæthed, pga. overgangsalderen, fordi kvinder producerer mindre østrogen. Østrogen medvirker til at opretholde knogletæthed og styrke. [1]

Risikofaktorer ved hoftenære frakturer:

• Alder
• Osteoporose er den hyppigste årsag til hoftebrud
• Stort forbrug af alkohol og koffein
• Mangel på fysisk aktivitet
• Undervægtig – ernæring er vigtig både for at forebygge og forhindre tilbagefald
• Nedsat syn
• Demens
• Medikamenter, der forårsager knogletab
• Rygning
• Sygdomme som øger risikoen for fald, inaktivitet, handicap eller usikker gang. [2]

Hvordan er et hoftebrud diagnosticeret?

Ud over en fuldstændig anamnese (undersøgelse vedrørende traumet og generne) og fysisk undersøgelse, kan diagnostiske procedurer for hoftebrud omfatter følgende (de mest anvendte):

CT-scanning (radioaktive stråler):

• Giver et hurtigt overblik over skeletskader
• Beskadigelse af indre organer
• Metastase (kræftsvulst)

MR-skanning (Magnetisme):

• Ved mistanke om aktive inflammatoriske forandringer bruges MR-scanning.
• Tumor udredning
• Detaljeret billed af brusk, ledkapsler, menisker, led m.m.
• Evalurering af cancer.
• Suverænt fremstilling af bevægeapparatets bløddele (muskler, sener, fedtvæv, kar og nerver).

 

Ultralydsskanning (ultralyd reflekteres uensartet fra forskellige vævsstrukturer, som kaster ekkoer tilbage):

• Hofteledsinstabilitet/luksation hos nyfødte, så der undgås røntgenoptagelse
• Påvisning af karpatologi, ved at måle blodets strømningshastighed, hvilket bruges til diagnostik af arterielle stenroser og venøs trombedannelse. [1]

Behandling for en hofte fraktur:

For en effektiv behandling, må den pågældende læge fastlægge en specifik behandling, ud fra den enkeltes situation.

Der bliver lagt vægt på:

- Alder

- Generel sundhed

- Medicinsk historie

- Omfanget af evt. osteoporose

- Tolerance over for bestemte medikamenter, procedurer, eller behandlinger

- Patientens forventning, ønsker og behov til forløbet af sygdommen.

Et brud nær hoften, bliver generelt behandlet med kirurgi. Kirugen kan bruge metal-enheder for at styrke og stabilisere leddet, hvor den pågældende fraktur er opstået. I nogle situationer kan en hofte udskiftning udføres. Typen af kirurgisk reparation vil afhænge af typen af hoftebrud.

Målet med behandlingen er at lindre smerter og genoptage det tidligere aktivitetsniveau. Hip kirurgi normalt kræver en in-hospitalsophold. På hospitalet vil genoptræningen bestå af øvelser der styrker og øger bevægelsen af hoften. Fysioterapi vil fortsætte derhjemme, eller på optagelse på en rehabilitering afdeling [1]

Komplikationer ved hoftenære frakturer:

• Blodpropper kan opstå i venerne, oftest i benene. Hvis en blodprop river sig løs, føres den til lungen, hvor dan kan sætte sig fast i et af lungens små kapillærer, denne blokering kaldes for en lungeemboli, som kan være dødelig.
• Lungebetændelse
• Muskelatrofi (nedsat af muskelvæv)
• Postoperativ infektion
• Forkert heling af knoglen
• Mental svækkelse efter operation hos ældre patienter
• Decubitus (trygsår)
• Collum vaskulær - Ved nogle hoftenære frakturer, kan blodet ikke cirkulere ordentligt til lårbenshovedet, hvilket resulterer i tab af blodforsyningen til dette område. Dette kaldes collum vaskulær. Denne komplikation kan forekomme, afhængigt af hvilken type fraktur det drejer sig om, og anatomien af blodforsyningen til lederen af ​​lårben knoglen, den pågældende har. Dette sker hyppigst ved lårbenshals frakturer. [1]

Forebyggelse af hoftebrud?

• Indtage medicin som er ordineret af egen læge, for at forebygge knogletab
• Spise en kalciumrig kost, herunder mælk, hytteost, yoghurt, sardiner, og broccoli
• Ryge stop
• Undgå overdreven brug af alkohol
• Fastne ledninger til væggen i alle, undgå løse tæpper m.m.
• Skridsikre tæpper ved siden af ​​badekarret og evt. gribehåndtag ved badekarret
• God belysning i alle rum
• Synstjek en gang årligt  [3] 

Komplikationer ift. immobilitet efter en hoftenær frakture:

Immobilitet betyder, at kroppen er inaktiv. Aktivitet er vigtig for, at kroppens organer kan fungere optimalt, da immobilitet kan medføre komplikationer, som pvirker hele mennesket. [19]



Immobilitet har indvirkning på:

Forringet kredsløb:

• Ved immobilitet øges slagvolumen og hjertefrekvensen, og der sker en reduktion af plasmavolumen. Det vil sige, at patientens kondition, samt kroppens evne til at optage ilt forringes. Dette medføre øget træthed og dårlig sårheling, da kroppen ikke får den tilstrækkelige mangde ilt med blodet rundet i kroppen.
• Øget tildens til ødemdannelse, ødemer er en øgning af den væske, som omgiver cellerne. Væsken kan samle sig lokalt til enkelte dele af kroppen eller være generaliseret udbredt i alle kroppens væv. I dele af kroppen kan det være livsfarligt at få ødemdannelse f.eks. i hjernen eller lungerne. Væsken vil som regel blive ophobet efter tyngdeloven, derfor ses ophobningen oftest i underekstremiteterne, da ødemerne er lavtliggende. Ophobning af væske mellem cellerne kan ske, hvis der ikke bliver presset lige meget væske ud og ind af kapillærene. Den øgede mængde af væske i kroppen øger risiko for blodpropper, som følge af dyb venetrombose (DVT) og emboli, grundet stase i venerne på grund af nedsat kredsløb. Ødemer i underekstremiteterne kan føre til dyb venetrombose og emboli. En dyb venetrombose er en blodprop i benet. En trombe kan blive så stor, at den stopper for blodgennemstrømmen. Hvis tromben vokser fast i en arterie, vil den automatisk stoppe for ilttilførslen til dele af vævet, samt mindske chancen for at komme af med affaldsstoffer. Tromben kan løsrive sig, hvor den kan blive ført fra en del af karsystemet til en anden. Hvis dette sker, kaldes tromben en embolus. På et tidspunkt vil den sætte sig fast i et af de mindre kar. Der er forskel på om en trombus sætter sig fast i en arterie eller i en vene. Hvis den kommer med blodet rundt i en arterie, vil den højest sandsynligt sætte sig fast et sted i hjernens mindste kapillærer, som medfører en blodprop i hjernen. Hvis den derimod bliver ført med blodet i en vene, vil den blive ført til hjertets højre side, og videre til en af grenene i lungerne, der kan føre til blodprop i lungerne. [18], [21]

Bevægeapparatet:

• Når kroppen er immobil, kan der opstå muskelatrofi, dette betyder, at muskelvævet svinder når musklerne ikke bruges. Musklerne mindskes i omfang, styrke og tonus.
• Der kan også opstå osteoporose, som er knogleskørhed. Knoglerne holdes stærke ved belastning, når belastningen mangler taber knoglerne styrke, og de svækkes. Det kan forårsage at hvis patienten får et lille stød, så knækker knoglen, derfor er det vigtig, at kroppen kommer i bevægelse og at patienten ikke bliver inaktiv.
• Kontrakturer kan opstå, når kroppen er immobil. Kontrakturer er forandringer i ledende som sker langsommere end i muskelvævet, da musklerne tilsvarende forkortes ved immobilitet, indskrænkes bevægeligheden i leddene, og der kan opstå fejlstillinger. Det der er mest udsat er hofte, knæ og fodled, hvor ledende kan blive hårde og stive. [18]

Huden:

• Decubitus kaldes også tryksår, og kan f.eks. opstå, hvis man enten sidder eller ligger for meget i den samme stilling. Tryk og træk i huden kan indebære at blodkarrene i vævet, hvor man enten sidder eller ligger bliver klemt og afsnøret. Når det sker, opstår der iskæmi, som betyder, at vævets iltforsyning mindskes, eller helt standses til området. Hvis iskæmi varer ved over en længere periode, kommer cellerne til at mangle ilt og næringsstoffer, herved vil cellerne i vævet til sidst dø, og der opstår nekrose, som også kaldes vævsdød. Cellerne i vævet dør, da den manglende ilt får cellerne til at danne energi uden brug af ilt, dette foregår ved anaerob forbrænding. På den måde dannes der laktat, også kaldet mælkesyre. Da blodkarrene er blokeret, kan affaldsstoffet laktat ikke fjernes med blodet, og derved ophobes der laktat, som får cellerne i vævet til at dø af syreforgiftning.
• Dårlig sårheling, sker på baggrund af cellernes forringede levevilkår. Da der ikke kommer tilstrækkeligt med blod, og dermed ikke nok nærringsstoffer og ilt. Cellerne vil ikke kunne komme af med affaldsstofferne fra blodbanen. Under disse betingelser vil cellerne dø (vævsnedbrydning), og herved er det svære at opbygge nye celler. Ved en forringet sårheling vil risikoen for infektion øges mærkant, da leukocytter, T-celler og B-celler (stoffer som fremmer sårhelings prosessen) ikke har den optimale tilgang til såret.   [18], [21]

Mave-tarm-funktionen og urinvejene:

• Mave-tarm-funktionen påvirkes både direkte og indirekte, når kroppen er immobil. Tarmperistaltikken nedsættes, altså muskelsammentrækninger, og dermed er der øget risiko for obstipation (forstoppelse), altså hvor afføringen bliver i tarmen over en længere periode. Ved immobilitet kan patienten blive forstoppet, da musklerne omkring tarmen ikke bliver aktiveret. Samtidig får patienten heller ikke den optimale defækationsstilling, og dette kan være med til at patienten får obstipation.
• Når patienten er immobil over længere tid, opstår der knoglenedbrydning, som kan medføre at risikoen for nyresten stiger.   [20], [23]

Respirationen:

• Respirationen bliver påvirket, når kroppen ikke er i bevægelse, derfor kan man blandt andet få lungebetændelse, på grund af bevægeligheden af diafragma og intercostal musklerne nedsættes, som medfører faldende respirationsfrekvens og nedsat hosterefleks. Dermed ophobers der sekret, i de nedre luftveje, og derved er der gode betingelser for bakterie dannelse, som kan udvikle sig til lungebetændelse. [18]

Psykisk tilstand:

• Når kroppen er inaktiv kan der opstå en over- og understimulation, som gør at patienten ikke får sine basale behov opfyldt, derved kan patienten ikke udvikle sig selv (selvrealistering).
• Isolation kan også opstå, hvor patienten isolerer sig for omverden og hvor patienten ikke kommer så meget ud blandt folk som personen plejer at gøre.
• Patienten kan også få en depression, og dette kan blandt andet ske, hvis patienten ikke kommer ud blandt folk, og dermed bliver ensom og isoleret for omverden.
• Egenomsorgssvigt kan også opstå, hvis patienten er immobil. Egenomsorg er at kunne klare sig selv. Hvis der sker et egenomsorgssvigt kan petienten ikke klare sig selv mere.  [22]

Bækkenets anatomiske opbygning:

Bækkenet/Pelvis er dannet af  korsbenet/os sacrum, halebenet/os coccygis og to hofteben/ossa coxae. Imellem hvert hofteben og korsben er der et led, som består af mange kraftige ledbånd. Der er ikke den store bevægelighed i disse led, men ledbåndene er også med til at beskytte bækkenet mod den store vægt fra overkroppen. De to hofteben har forbindelse til symfysen, som er et uægte led. På ydersiden af hvert hofteben er der en ledskål/acetabulum, som danner led med lårbenet/Femur. Hoftebenet er dannet af tre knogler: Tarmbenet/os ilium, sædebenet/os ischii og skambenet/os pubis.  [7]

Kroppens største knogle er lårbenet/femur. I den øverste ende af lårbenet er lårbenshovedet/caput femoris, som ligner en kugle der er beklædt med brusk. Mellem lårbenet og hovedet er der en hals, som danner en vinkel på ca. 130 grader.  [8]